Narrativeperspektiver

Workshop om mentalisering – med et poststrukturalistisk perspektiv for øje. Hvordan arbejder vi med relationelle processer; dét at kunne sætte sig i den andens sted og se sig selv udefra, som er vigtige relationelle færdigheder.

• Hvad vil det sige, at kunne mentalisere sit barn, sin partner og andre mennesker?
• Hvornår og hvordan går det galt, når stress forstyrrer denne mentaliseringsfærdighed?
• Hvad er et mentaliseringssammenbrud?
• Mentaliseringssammenbrud sker for os alle, så hvorfor tales der om det som tegn på psykisk sygdom?

Mentaliseringsbegrebet gennemgås teoretisk, og vi ser på hvordan Fonagy og Bateman m.fl. beskriver begrebets kapacitet. Vi ser på hvad vi kan få ud af mentaliseringsforståelsen uden at forlade vores respektfulde, socialkonstruktionitiske forhold til det enkelte menneske. Vi stiller spørgsmål som: “Hvad vil det sige, at færdigheden til at kunne mentalisere kan være under hårdt pres?”, “Er det et historisk diskursivt og psykologisk relevant begreb?”, “Hvad er det, vi taler om, som flyder imellem mennesker, når mentalisering er tilstede?”

Indhold på workshoppen:

• En introduktion til begrebet mentalisering
• Ideer om tilknytning og udviklingen af identitet
• Hvad er følelsesmæssig intensitet (arousal og affektregulering) og dens betydning for mentaliseringsfærdigheden?
• Hvordan arbejde med børn, unge og voksne med problemer i relationen og måske også ift. affektreguleringen?
• Hvad med os professionelle – kan vi mentalisere os selv tilstrækkeligt?
• Hvordan træne vores egen kapacitet til at mentalisere og tilbyde ideer til “a flexibel mind” ?

Workshoppen handler om begrebet om mentalisering, der ikke uden videre bearbejdelse har svært ved at tale sammen med det poststrukturalistiske og narrative perspektiv. Det skyldes, at det på nogle måder i sin oprindelse er et fænomenologisk begreb. Det stadfæstes på den ene side af J. Allen som relationelt og noget vi lærer “udefra og ind”, og som sådan noget vi alle skulle være prædisponerede for at kunne lære igennem vores opvækst. Samtidig tales der om på sigt, at det netop er her, der kan opstå skader, så den prædisponerede evne ikke udvikles tilstrækkeligt, forstyrres og får “huller” og problemer.

Når mentaliseringsbegrebet har vores interesse indenfor terapeutisk familie- og par-arbejde, så skyldes det begrebets grundige, dynamiske og relationelle orientering. Men også, at vi her kan tale om følelesmæssig tilstande i kvalitet og intensitet. Vi arbejder altså med den processuelle del og på at kunne optimere mentaliseringsevnen, mere end vi interesserer os for at stigmatisere og kortlægge fejl hos det enkelte individ. Det er selvsagt en kunst at forstå forskellen i praksis, når sådanne radikalt modsatrettede teoriretninger forsøges sammentænkt. Det vil sige, at vi stadig kigger efter intentioner og sprækker, og adskiller det fra adfærds- og handlingsbeskrivelser, og at kunne hjælpe børn og voksne med at “flekse i sindet”, så mere opdages og færre relationer bryder sammen. Det vil sige, at vi øver – og i udgangspunktet insisterer på – at alle kan lære at interessere sig for og undersøge andre menneskers intentioner.

Vi skal også se lidt på os selv som professionelle. Hvis vi ikke har et godt kendskab til os selv, udøver klar mærkning i kroppen, kan markere fysisk relevant og har en fornemmelse for vores egen arousal, så kan det blive svært at stille sig til rådighed for andre og tilbyde en relevant professionel relation og samtale.

Fordeling af teori og praksis: Teoretiske oplæg af 4 timer i alt. Praktiske øvelser.