Tilmelding
Normkritik i praksis
Narrative kurser

Normkritik i praksis

  • Pris: 1900 + moms
  • Opstart: 14. feb. 2027
  • Antal dage: 1
  • Dato: 14. Februar
  • Tid: kl. 9.00-16.00
  • Sted: Østerbrogade 29, 3. tv.
  • Antal deltagere: Max. 20 deltagere
  • Undervisere: Anne Saxtorph og Ida Vorm
  • Tilmeldingsfrist senest: 15/01 2027
  • Afmeldingsfrist senest: 15/01 2027
Forside > Kurser > Normkritik i praksis

Temadag: Normkritik i praksis

At møde mennesker med blik for deres livsbetingelser, privilegier og position i verden

Som terapeuter og socialfaglige møder vi mennesker med vidt forskellige muligheder og erfaringer. Ingen træder ind i terapirummet fra den samme position. Alligevel kommer vi let til at forstå menneskers udfordringer som individuelle problemer frem for som responser på de livsvilkår, de lever under.

På denne temadag arbejder vi med, hvordan et normkritisk perspektiv kan gøre os mere præcise i vores undersøgelser og mere ansvarlige i vores praksis. Dagen giver konkrete redskaber til at stille spørgsmål, der hjælper os med at forstå menneskers erfaringer i deres rette kontekst – uden at reducere dem til diagnoser, symptomer eller personlighed.

På dagen arbejder vi med tre centrale temaer

At få øje på positioner og privilegier

Vi undersøger, hvordan normer og privilegier former både klientens og behandlerens udgangspunkt. Hvilke muligheder og begrænsninger følger med forskellige positioner i samfundet? Hvordan bliver bestemte erfaringer gjort selvfølgelige, mens andre overses eller misforstås? Du får redskaber til at stille spørgsmål, der åbner for samtaler om magt, tilhørsforhold og livsbetingelser uden at gøre mennesker til repræsentanter for en gruppe.

Fra symptomer til kontekst

Angst, skam, tilpasning, vrede eller tilbagetrækning opstår ikke i et tomrum. På dagen træner vi at undersøge, hvad mennesker har været udsat for, og hvad de har forsøgt at passe på, før vi undersøger, hvad der er “galt”. Vi arbejder med spørgsmål, der kontekstualiserer problemer og gør det muligt at få øje på menneskers handlinger, intentioner og værdier.

Når kulturel viden gør os til bedre behandlere

At arbejde normkritisk handler også om at være fagligt nysgerrig. Vi undersøger, hvorfor viden om blandt andet queerpersoners livsvilkår, minoritetsstress og andre minoriserede gruppers erfaringer er en vigtig del af et kvalificeret terapeutisk arbejde. Formålet er ikke at blive ekspert i identiteter, men at kunne stille mere relevante spørgsmål, genkende sociale belastninger og undgå, at klienten skal forklare eller forsvare sin virkelighed.

Undervisningsform

Temadagen er praksisnær og veksler mellem korte faglige oplæg, øvelser, refleksioner og arbejde med konkrete cases. Der vil være fokus på, hvordan dagens perspektiver kan omsættes direkte til samtaler i terapi, socialt arbejde og andre relationelle praksisser.

Der er fuld forplejning hele dagen med morgenkaffe, frokost samt kaffe, te og eftermiddagsservering.

Undervisere

Temadagen undervises af Ida Vorm og Anne Saxtorph, som begge arbejder med normkritiske perspektiver i terapeutisk praksis og undervisning. Dagen bygger på mange års erfaring med at udvikle samtaler, hvor menneskers liv forstås i sammenhæng med de relationelle, kulturelle og samfundsmæssige vilkår, de lever under.

Har du spørgsmål eller ønsker at høre mere?
Ønsker du at lære mere om vores narrative tilgang, vælge det rette kursus eller uddannelse, eller bare ønsker at tale med en professionel om dine udfordringer.

Kontakt os via telefon og e-mail. Vi ser frem til at hjælpe dig videre på din rejse mod personlig og faglig udvikling.