Supervisions­forløb for psykologer – større gruppe (5-8)

Vi lægger vægt på de forløb, der ikke gik, som vi havde regnet med. Det er kan umiddelbart virke ubehageligt at lægge frem, men vi skaber en lærende kultur, som ikke ser efter fejl ,en derimod efter udviklingspotentialer.

Det er noget, gruppen opbygger sammen over de første gange, og det er en af grundene til, at forløbet er et forløb og ikke enkelttimer. Vi har brug for en lærende kultur og den skaber vi sammen.

Narrativ lytning er ikke en holdning, man har. Det er noget, man gør, og det kan trænes behændigt, hvis du gir slip på gamle ideer for en tid. Vi arbejder med, hvad man lytter efter, når en sag bliver lagt frem: hvor problemhistorien er tæt, hvor den er tynd, og hvad der allerede er blevet set, sagt og gjort, som ingen endnu har kaldt en færdighed, respons og en handling. Måske endda en modstandshandling.

Det lyder enkelt og er det ikke. De fleste af os lytter efter, hvad vi skal sige bagefter. Supervisionen bruger tid på det andet, – at høre det, der ikke bliver sagt direkte, men er fraværende, men implicit. 

Når en sag er lagt frem, taler gruppen ikke til den, der har lagt den frem. Den taler frem, hvad den hørte, mens supervisanden lytter med. Det reflekterende team er det greb, der gør drøftelsen faglig i stedet for personlig. Man skal ikke forsvare sin sag, man skal kunne høre den udefra.

Bevidning er det andet bærende greb. Det, der betyder noget for dig i arbejdet, får et vidne. I et fag, hvor der ikke altid er en løsning, er det ofte dét, der gør, at man kan blive ved.

Supervisionen producerer ikke løsninger. Den producerer spørgsmål, og spørgsmålene er det, du kan tage med tilbage til dit eget arbejde i morgen. Vi bruger tid på at udvikle dem sammen, fordi et godt spørgsmål er en faglig færdighed på linje med en metode.

Undervejs ser vi også på, hvilke normer og magtforhold der er på spil i sagen: i familien eller borgerens situation, i systemet omkring den, og i vores egen faglighed. Også dem, der er så almindelige, at de er svære at få øje på.

Forløbet er for både kliniske psykologer og organisationspsykologer. De to felter ligner ikke hinanden i indhold, men de stiller de samme spørgsmål: hvem har definitionsmagten over, hvad problemet er, og hvilke handlinger bliver usynlige, når den historie står alene?

Den narrative ramme holder de to felter sammen, og deltagerne får noget af hinanden, netop fordi de ikke sidder med det samme.

Der er ikke krav om forhåndskendskab til narrative perspektiver. Flere af dem, der har været med, har arbejdet narrativt i mange år; andre møder tilgangen for første gang i supervisionen. Begge dele fungerer, fordi det er dine sager og ikke en teori, der er udgangspunktet.

Du får de begreber, du skal bruge, når de bliver relevante for det, der er på bordet, og ikke som et pensum, du skal igennem først.

Supervision i gruppe tæller ikke time for time. Hvor mange godkendte timer netop dette forløb giver, står i afsnittet om timerne længere oppe på siden, sammen med omregningen for de forskellige gruppestørrelser.

Når forløbet er gennemført, får du en dokumentation for de timer, du har modtaget, og for hvem der har superviseret. Det er den dokumentation for supervisionen, du skal bruge i praksisuddannelsen. Det er ikke et kursusbevis, og supervisionen giver ikke ECTS-point.

Er du i tvivl om, hvordan dine timer kommer til at tælle sammen med den supervision, du får internt på din arbejdsplads, så ring, eller bed os ringe dig op, før du tilmelder dig. Fordelingen mellem intern og ekstern supervision skrives ind i supervisionskontrakten.

Holdet sættes, når det er fuldt. Du kan skrive dig op uden at forpligte dig til noget, og datoerne for hele forløbet lægges, når holdet er sat.

Du lægger selv sager frem undervejs. Det foregår i fortrolighed i gruppen.