Det narrative

Hvad vil det sige at arbejde narrativt i terapi?

Hvad er det narrative? Det er en moderne tilgang til at arbejde med psykologiske mentale processer. Den er nu mere udbredte end nogensinde før. De narrative terapimetoder udgør ikke blot effektive redskaber til at forstå den enkeltes psyke dybere, men de er også en væsentlig respektfuld tilgang til menneskelig forståelse. Alle individer bærer med sig en unik livshistorie, der kontinuerligt udvikler sig. Den måde, vi formidler vores historie på, afspejler de oplevelser, vi løbende gør os igennem livet. På en måde lever vi vores liv fremad, men beskriver det bagud. Vores selvfortællinger er en refleksion af vores livserfaringer.

Du organiserer dine erfaringer, mens du fortæller

I Narrative perspektiver er fokus at fortællinger er vigtige for mennesker. Når vi ikke kan finde ud af os selv, eller andre som vi står i relation til, bliver vi i tvivl om hvordan vi skal organisere vores erfaringer. Vi kan føle os fastlåst i en konkret episode. Hændelser skaber nogle gange tvivl, eller vi føle os bundet af større familiehistorier. Måske begynder vi at have svært ved at se hvordan vi skal finde en mening med vores erfaringer og særligt svært kan det være at finde ud af hvordan vi skal handle i forhold et problem eller dilemma som opstår for os.

Du fortæller for at finde rundt i det som du erfarer

Vi lever og fortæller om vores liv, mens vi lever for at “finde rundt” i livet. Det gør vi i et forsøg på at organisere vores erfaringer og følelser og for at finde frem til mening i vores eget liv. Vi laver et konstant skift imellem at handle, mærke og tænke, for så igen at tolke og beskrive det som vi erfarer. Det betyder med andre ord, at vi konstant historiserer det som vi erfarer.

Du lever forlæns, fortæller baglæns og frygter fremtiden uden at du kender til den

Vi fortæller altid fremadrettet i tid, fordi fortællinger peger fremad med deres perspektiv: Selv om vi går tilbage i vores fortællinger, taler vi om, at vi vil noget i en fortælling, at vi ønsker noget. Når vi fortæller, kan det både handle om fortiden, nutiden, eller fremtiden. Det vigtig er, som Jerome Bruner påpeger, er at det altid sker med fremtiden i sigte. Det interessante i den sammenhæng er, hvordan fortællingen (narrativet) perspektiveres – det vil sige, hvilke hændelser situeres og hvilken viden og erfaring inddrages i de tolkninger, som personen foretager. Det er det, som den narrativt inspirerede psykolog forsøger at begribe og gribe i sine terapeutiske samtaler.

Fortællinger peger på og udfolder potentialer i livets landskab

Vi fortæller fx håbefuldt om noget, eller vi fortæller i fortvivelse over noget, som er sket i vores liv. Begge dele peger på noget, udpeger og undersøger, om vores organisering af erfaringer bringer mere retning for os. Det gør vi blandt andet ved at fortælle om vores levede erfaringer og tolkninger til hinanden. Narrative samtaler handler ikke om det de mulige konstruerede fortællinger i sig selv, men derimod snarere om, at fremhæve de levede erfaringer som ikke er kommet frem i lyset og som med fordel kan blive tilføjet de identitets konklusioner, som personen allerede har gjort sig undervejs igennem organiseringen af sine erfaringer.

Landskabet er som livet, vi kortlægger undervejs mens vi går

Sagt med Michael White i mente, så udfolder vi landskabet hvori vi navigerer med livet. Vi kortlægger det og arbejder med afdækning og forskydninger af positioner og igen med afdækning af nye relationer. Derfor kan kortlægninger af vores fortællinger fungere som en kritisk aktivitet, der får os til at genoverveje vores tolkninger af de erfaringer, som vi troede vi havde styr på. Netop kortlægninger har i et Deleuziansk forstand deterritorialiserende potentiale, der kan bruges til at frembringe nye kort oven på dem, vi i forvejen havde. Eller som teoretikeren James Corner udtrykker det: “mapping unfolds potentials; it re-makes territory over and over again”.

Narrative historier er fyldt med intentioner

De mange forskellige tolkninger af vores erfaringer, historiserer vi som sagt i fremadrettede fortællinger. Vi skaber en retning i tid, og vi kan spørge fortælleren om: Hvad vil denne fortælling – hvilken intention har fortælleren?

Fortællinger perspektiveres altid hen imod en modtager med sit plot, men det er ikke altid kun plottet, der er interessant i en psykologisk sammenhæng. Det interessante er ofte hvad der bor af potentielt andre mulige fortællinger, som endnu kun er antydet. Hvad kunne de pege henimod og hvad det kunne det give af andre retninger i tolkningen af erfaringerne og dermed fortællingens andre plots. Der kan være tale om en små “sprækker” og det vil sige afvigelser fra hovedplottet, bisætninger, eller egentlige forskydninger i fortællingens meningshorisont, som peger på, at heri ligger igen mange fortællinger med indbyggede skift, eller tvivl om de kulturelle ideer og antagelser, som der gives udtryk for.

Vi kan altså både se efter diskurserne, som rækker ind over den kulturelle viden og vi kan se på hvordan personen oplever sin subjektposition. Føler de sig “kaldet” i en særlig form, eller er det muligt at positionere sig på “kanten”, træde ud af noget, om end det altid forudsætter at, træde ind i noget andet? Det væsentlig må være, om det er at foretrække og om det er noget som personen oplever selv at have indflydelse på (Se mere herom i artikler: Saxtorph 2010).

Vores værdier dukker op, når vi opdager at stå i et dilemma

Fortællinger er mangfoldige og kan være vidunderlige farverige billeder på vores levede liv. Nogle fortællinger er smukke og lykkelige, fordi de handler om de mennesker vi møder i livet, eller om de børn, som vi måske er så heldige at få. Andre fortællinger er komplekse, fordi de vedrører de dele af livets dilemmaer, som vi forsøger at tage stilling til, mens vi tænker, taler og reflekterer. Nogle fortællinger er særligt værdifulde for os og mange af dem er ofte uden færdige slutninger. Vi redigerer igen og igen og med stor med fornøjelse, men også nogle gange i ren fortvivlelse.

De sværeste historier er tit dem, hvor vi ikke kan tolke os frem til meningen, uanset hvor meget vi prøver. Der er ligesom noget der mangler, eller noget som vi ikke forstår og får en ide om at vi kunne forstå, hvis vi bare bliver ved. Eller måske der hvor vi oplever, at vi bliver gjort passive på måder som vi ikke bryder os om. Vi kan føle os gjort til genstand for andres fortællinger om os, som ikke er fortalt på en måde, som vi bryder os om. Vi kan ikke genkende os selv i disse fremmede fortællinger og vi begynder måske at føle os misforstået og fejlagtigt beskrevet. Her bliver vi skilt, eller ser at det er tid for at finde et andet arbejde, nye venner osv. Vi føler os klemt af andres fortællinger om os, og vi skal begive os ud på en befrielsestogt. Spørgsmålet er hvordan det kan blive muligt og skal foregå – og hvad vi skal gøre? Ikke alle har lige og samme betingelser og det ved vi også – hvilket kan gøre projektet svært.

Traumer

White arbejdede med mennesker udsat for alvorlige traumer. Han udviklede en meget interessant ide omkring dobbeltlytning til såvel den problematiske traumefortælling, såvel som en alternativ der inkluderede menneskets egen modstandshandling. Det gjorde han blandt andet i arbejdet med Palæstiniske børn og voksne. Han mente godt man kunne arbejde med selve traumehistorien uden at re-traumatisere, hvis man overholdt visse regler om personens fulde indvilligelse naturligvis, samt et fokus på personens egen agens i og omkring hændelsen.

Bevidning er en mulig refleksiv ceremoni der skaber fællesskab

De definerende ceremoniers genfortællinger er formet af specifikke anerkendelsestraditioner. Genfortællingerne udgør ikke en reproduktion af hele indholdet i den fortælling, som gik forud. I denne anerkendelsestradition er det derimod de aspekter af fortællingen, som vidnerne blev mest draget af, som udgør grundlaget for genfortællingen. Når de personer, som er i vidnepositionen, ikke er bekendt med denne anerkendelsestradition, har terapeuten et ansvar for at strukturere genfortællingerne. Når terapeuten påtager sig dette ansvar, faciliterer og leder hun sædvanligvis et interview af vidnerne, som er informeret af specifikke spørgsmålskategorier. Dette interview giver et stillads, som hjælper vidnerne til:

Bevidning skal kunne

Identificere og tale om de udtryk i fortællingen, som de blev mest grebet af. Det er de udtryk, som primært tiltrak sig vidnernes opmærksomhed, som i størst grad satte gang i deres fantasi, og som gav vidnet en følelse af, hvad denne person anser for at være vigtigt i livet. Udtrykkene kan være specifikke ord eller sætninger, eller særlige stemninger og følelser. Ved indledningsvist at tale om de udtryk, som de hæftede sig mest ved, signalerer vidnerne, at deres interesse i personens liv er en særlig interesse, ikke en generel interesse – en defineret, ikke global, interesse.

At beskrive de billeder, som fremkaldes hos dem af disse oplevelser. Billederne kan have form af bestemte metaforer om personens liv eller af mentale billeder af personens identitet eller identiteten af personens relationer. På dette tidspunkt tilskyndes vidnerne til at spekulere over, hvad disse metaforer og mentale billeder kan tænkes at afspejle om personens hensigter, værdier, overbevisninger, håb, drømme og forpligtelser. Vidnerne opfordres til at udtrykke disse refleksioner med udtryk à la ”som om, kan være, muligvis” etc.

At mærke fortællinger i kroppen

At kropsliggøre deres respons på fortællingen ved at redegøre for, hvorfor de blev så fanget af disse udtryk. Det opnås ved at invitere vidnerne til at berette om, hvorfor de blev tiltrukket af bestemte udtryk i fortællingen, og hvad disse udtryk resonerede med i deres egen personlige historie. Ved at situere deres interesse for personens udtryk i historien om deres egne livserfaringer, bliver interessen fra vidnerne en kropsliggjort, og ikke abstrakt, interesse; en personlig, ikke akademisk, interesse; en engageret og vital interesse, ikke en ”lænestols”-interesse.

At anerkende de måder, hvorpå de er blevet bevæget ved at være vidne til disse livsudtryk. Udtrykket ”bevæget” bliver her anvendt i ordets brede betydning. Vidnerne kan f.eks. tale om, hvor denne oplevelse har bragt dem hen, hvad angår deres egne tanker, inklusiv deres refleksioner om deres egen eksistens, deres forståelse af deres eget liv, eller deres perspektiver på livet mere generelt. Eller de kan tale om, hvor denne oplevelse har bevæget dem hen mht. overvejelser om samtaler, som de kunne have med personer i deres eget liv eller om handlemuligheder ift. vanskeligheder i deres eget liv og relationer. Denne anerkendelse giver en forklaring på, hvordan vidnerne er blevet rørt på måder, som har medvirket til, at de er blevet en anden, end de var, ved at have fået muligheden for at respondere på personens historie gennem denne genfortælling (Fra kapitel af White : Narrativ praksis, parterapi og konfliktopløsning).

Narrativt Tidsskrift

Ønsker du at vide mere og læse om hvordan det narrative anvendes i terapi, så kan du læse nogle af de artikler som ligger til fri benyttelse. Se her: Narrativttidsskrift