Cecilie Bildstedfelt
Autoriseret psykolog
Tilbyder psykologsamtaler til unge og voksne samt supervisionsforløb for grupper i organisationer.
Da Cecilie går på barsel tager hun ikke længere nye klienter. Anne Saxtorph kan kontaktes for nærmere ift opstart af samtaleforløb hos andre i huset.
Cecilie trækker bl.a. på sin erfaring som psykolog i henholdsvis pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) og indenfor rusmiddelbehandling til unge under 30 år. Desuden har hun erfaring fra praksisforskningsprojekter om bande-exit i Danmark.
Cecilie har flere års erfaring med samtaler med især unge og facilitering af gruppeforløb. Hun er desuden skarp på forældreinvolvering gennem familiesamtaler, når dette er relevant og virker som en god idé for alle parter.
Erfaringsområder:
- Ungeliv og familieproblematikker
- Identitet, selvværd, forhold til krop og seksualitet
- Forbrug af alkohol, stoffer og hash
- Forandringsprocesser og overgange i livet
- Fælleskaber og tilhørsforhold – eller fraværet af disse
- Svigt, overgreb og svære hændelser
Derudover arbejder Cecilie ofte med problemstillinger, som ikke nemt kan kategoriseres, men som måske i første omgang genkendes som angst, depression eller stress. Måske er man ramt af en følelse af at være forkert, skamfuld, vred, bekymret, udmattet, sorgfuld eller i tvivl – uden helt at forstå hvorfor.
Teoretisk og terapeutisk tilgang
Cecilie er i sine samtaler optaget af at udfolde livsfortællinger og sammenhænge, som kan åbne op for nye eller glemte perspektiver. Cecilie arbejder som alle i huset ud fra systemiske og narrative tilgange. Det vil sige, at hun arbejder på at I sammen vil få en større og nuanceret indsigt i de udfordringer du står med, og dermed også blik for flere veje ud af det fastlåste, så du kan bevæge dig i retning af det, som viser sig vigtigt for dig i dit liv.
Som psykolog er Cecilie særligt optaget af at samtalens refleksioner og vigtige ord ikke bare forsvinder, når man træder ud af samtalerummet. Derfor bruger hun ofte en stor tavle til at skabe et fælles overblik undervejs i samtalen. Sommetider anvender hun brevskrivning, billeder, litteratur og musik som terapeutiske værktøjer undervejs i et forløb.
Det ligger desuden Cecilie meget på sinde at holde sig opdateret på nyeste viden samt udvikle og evaluere på både egen praksis og psykologfagets rolle i samfundet.
Cecilies uddannelsesbaggrund
Hun er uddannet autoriseret psykolog (cand.psych.) fra Københavns Universitet og University of Edinburgh, er medlem af Dansk Psykolog Forening og modtager løbende supervision. Derudover holder hun meget af at samarbejde med andre dygtige fagfolk med blik for hvordan vi kan indrette vores samfund på en mere menneskevenlig og bæredygtig måde.
Da Cecilie ikke er ydernummerpsykolog, tilbyder hun ikke tilskud ved lægehenvisninger. Hvis du er under 31 år eller under uddannelse har du mulighed for at få rabat på dine samtaler.
Cecilie tilbyder samtaler om torsdagen i Narrative Perspektiver. Du kan booke tid online eller skrive en mail til cecilie@narrativeperspektiver.
Supervision af faggrupper
Cecilie superviserer ud fra et fagligt ståsted i systemiske og narrative tilgange. Helt konkret er det med elementer fra Tom Andersens klassiske reflekterende team, narrativ bevidning og øvelser med udvikling af spørgsmål, som tilbyder nye positioner og perspektiver i en given sag. Det er ikke en forudsætning, at man har kendskab til det narrative eller systemiske på forhånd. Med minimum to timer pr. supervisionsgang vil der være tid til at have to sager på. Alternativt ét fagligt oplæg og én sagssupervision, eller mulighed for at gå i dybden med en særlige tematik, som optager jer.
Som supervisor er Cecilie optaget af at facilitere et kreativt rum hvor alles viden kommer i spil på nye måder. Hun anvender tavle og visuel facilitering til at understøtte supervisionens refleksioner med henblik på at skabe et fælles sprog til at beskrive og navigere i de dilemmaer, som I møder i jeres arbejde.
Som supervisand skal man gerne gå fra supervisionen med fornyet energi på sagerne, og en fornemmelse af at have fået blik for hvilke meningsfulde veje man kan gå videre på i sit arbejde.
Cecilie kommer gerne ud og superviserer, og ellers har vi i huset gode lokaler til supervision centralt på Østerbro i Narrative Perspektiver på Østerbrogade 29, 3. sal.
Udgivelser, artikler og lign.
Bildstedfelt, C. (2020) Overhaling i pencil skirt – En undersøgelse af køn og akademiske tilblivelsesprocesser på et såkaldt kvindedomineret studie. Nordiske Udkast
Mørck, L. L., Hartvig, K. & Bildstedfelt, C. (2020) New meanings, new identities, and new communities? Former biker gang members’ public sharing of life stories. In: Melde, C. & Weerman, F. (Eds.) Gang research in the era of the Internet and social media. Springer.
Bildstedfelt, C. (2019). Jeg er sikker på at, dygtige unge kvinder bliver gode psykologer. Debatindlæg i Politiken, 21. juni 2019
Mørck, L. L., Hartvig, K. & Bildstedfelt, C. (2018) Vi skal blive bedre til at hjælpe folk ud af banderne. Kronik i Politiken, 1. december 2018.
Bildstedfelt, C. & Madsen, B. (2018). Unge har ikke brug for eget bad og køkken. Byg kollegier frem for ungdomsboliger. Debatindlæg i Politiken, 23. juli 2018.